Det sker meget ofte at jeg har fundet på en rigtig god ide til en leg. Tit er vi et sted hvor der er en masse spændende ting jeg gerne vil vise Bjørn.
Jeg har måske fundet det helt rigtige pap, taget tusserne frem, lim, mælkekartonner, paliettet, glimmer og tape. Jeg har en rigtig god plan synes jeg selv, for hvordan vi kan lave nogle rigtig flotte figurer, som han selv kan finde ud af at lave med lidt hjælp - Men alt Bjørn vil er at lege med tapen... Så må vi lege med tapen... Vi klipper små stykker og store stykker. Vi sætter stykkerne allemulige steder; på hænderne, i ansigtet, på bordet og gulvet. Vi klipper små stykker papir og hænger dem op med tapen.
Og får meget mere ud af det end de figurer som var planen.
Vi sidder og kigger en en bog der handler om et marked i en lille by. Jeg vil gerne fortælle bjørn om hvad de forskellige butikker hedder og prøver at få ham til at benævne alle de varer der er i butikkerne. Men han vil kigge på den hund som en af de handlende går med... Så snakker vi om hunden... Vi snakker om hvordan den ser ud, hvad den måske siger, hvad den mon hedder, hvilke hunde vi kender, hvad hunde kan og ikke kan. Herefter begynder vi at tale om de andre handlende og får meget mere ud af bogen.
Hvis vi er i zoologisk have er det måske gråspurvene der er det mest spændende dyr, så ved man at man ikke behøver betale 130kr for indgangen næste uge, der kan man bare tage i frederiksberghave.
Ved at bruge og tale om det som børn af sig selv viser interesse i kan man lettere komme et lag dybere. Motivationen er allerede tilstede og dermed også koncentrationen. Derfor forsøger jeg altid at holde øje med hvad Bjørn kigger på når vi læser en bog. Jeg kan forklare ham nok så meget om hvordan en cykel fungerer, men hvis han sidder og stirrer på bolden mens jeg gør det, så lærer han intet om cykler og jeg går glip af en chance for at tale med ham om bolde.
Det hele behøver ikke være svært eller dyrt.
For små børn er kassen det nye legetøj kommer i mindst ligeså sjov som selve legetøjet. Og med børn i alle aldre kan man komme langt med småsten og pinde, eller hvad de nu end synes er sjovt.
I en periode var Bjørn meget optaget af drager, så var det det vi talte meget om. Vi billed-googlede drager og talte rundt om de billeder vi fik frem (søg på engelske ord så kommer der flest billeder). Vi tegnede drager og legede med dem. Vi sang sange og erstattede personerne i sangene med drager ("den lille drage - med paraplyen - han kender alle små børn i byen"). Er det et bestemt TV programmer der er populæret, så finder vi spil på nettet med figurerne, printer billeder bruger dem til at lave vore egne spil.
Ingen af os kan li at blive tvunget til noget, uanset om det også ville ha været sjovt at lave de mælkekarton figurer.