Rejsedagbog og Bamseklub

Vores dreng er ikke super tryg ved at henvende sig til andre børn, derfor var vi meget i tvivl om det ville være en god ide at tilmelde ham Bamseklubben, som er den børneklub rejsebureauet havde da vi var på ferie i Thailand (læs mere her).
Men da det kun var 2 timer om dagen og man kunne nøjes med at vælge nogle af dagene valgte vi at give det et forsøg. Da det jo ville være en rigtig god erfaring for ham, hvis det lykkedes ham at optage og opretholde kontakt med andre børn i en ukendt situation som denne.

Det viste sig heldigvis at være en success!

Lidt inden vi skulle af sted ankom der en pakke til Bjørn fra TUI/StarTours. I pakken var et "velkommen til Bamseklub brev", en bamse t-shirt, en bamse kasket, en bamse rygsæk og en bamse rejsedagbog.

Bjørn var rigtig glad for at få en brev og indholdet fungerede rigtig godt som anledning til at snakke sammen om den ferie vi skulle ud på så den på denne måde blev mere konkret.
Alting går helt klart nemmere hjemme hos os, hvis Bjørn er forberedt på hvad der skal ske inden det sker. Både når det gælder større ting, men også bare om 2 minutter skal vi spise aftensmad og lignende. Derfor passede dette koncept rigtig godt til ham.

Han følte også at det var lidt noget særligt at det var noget som kun han skulle og at der ville være andre børn som også ville være i deres bamse uniform osv...

Vi kiggede en del i rejsedagbogen inden vi rejste og brugte også rygsækken en del, inden vi pakkede den til flyveturen.

Da vi kom frem glædede han sig endnu mere til at komme i bamseklub (vi havde først booket det til ham fra dag 6 og nogle dage frem) og var meget spændt den morgen han første gang skulle have bamsetøjet på.

Hverdag var der en ny aktivitet i Bamseklubben og da vi spændte hentede ham efter 2 timer i Bamseklub, kunne vi mærke at det havde været en god oplevelse. Selvom der ikke havde været nogle andre danske børn i klubben og han "kun kunne forstå lidt af hvad damen sagde" havde han haft det sjovt, følt sig som dele af noget og som en stor dreng der havde sit eget vi voksne ikke var det af.

Senere på ugen var der 2 dage hvor der også var en anden dansk dreng, som Bjørn havde haft det sjovt med. Alt i alt en rigtig god oplevelse og erfaring, især for en lille dreng der snart skal starte i skole, hvor han skal være sammen med en masse andre børn han ikke har mødt før.
 
 


Lav en rejsedagbog

Som sagt fik vi tilsendt en rejsedagbog, som vi brugte en del inden rejsen til at tale om hvor vi skulle hen, hvordan vi kom der hen og hvad vi skulle lave.
Undervejs skrev vi flere gange hvad vi havde lavet de forskellige dage og fik på den måde og masse samtale og talt oplevelserne i gennem. Vi brugte også postkort til venner og familie på denne måde.
Da vi kom hjem udfyldte vi den sidste evaluerende del af rejsedagbogen.

I videoen herunder kan I se hvad rejsedagbogen vi fik tilsendt fra TUI/StarTour indeholdt.
HUSK at man jo sagtens selv kan lave sin egen rejsedagbog, med de sider man har lyst til og som er særlig relevante for ens barn. Både som denne papirbog eller som e-bog.