Jeg ved det er ved at blive bedre ved det simple faktum at jeg nu har tid til at sige og skrive: "Pyh hvor har jeg haft travlt." Det duer sgu ikke, man bliver dårligere til alle de ting som man forsøger at nå i sin travlhed og pludselig giver det slet ingen mening mere.
Måske derfor ramte komiker Jason Good's blogindlæg: Day 166: To all my friends without children mig helt perfekt.
Indlægget er et åbent brev til alle hans venner uden børn, hvor i han forklarer, at han stadig elsker dem samt omstændighederne der gør, at han ikke får set dem.
Jeg synes det er meget genkendeligt, især delen om de 15-20min hvor man har en fin god uforstyrret samtale oprigtigt er den 1½ timers med-et-halvt-øre-brand-slukkende-halløj-i-børne-familien-cirkuset værd når de er på besøg. For et cirkus det er det sgu en gang i mellem...
Det er ikke fordi jeg har lettere ved at nå at få set mine venner med børn. Her er der endnu en knude der skal gå op; Sygdoms trekanten. Da de fleste sætter pris på at man ikke bringer børnesygdomme, lus eller andet godt ind, som ikke er der i forvejen. Og hvornår var det lige at en af os ikke var ved at få noget eller ved at slippe af med et eller andet...
Nu skal det ikke lyde helt skidt.
Der er masser af hygge, møder og samvær der lykkes, men det er måske ikke helt så meget som jeg personligt kunne ønske mig. Vi har da efter hånden også fundet nogle ting som vi synes hjælper os hos.
Fx er det tit en god ide at mødes om noget man skulle have gjort alligevel (spise, ryddeop, tage i ikea) eller slå mennesker sammen så man får set flere på én gang (men ikke for mange). Og så er vi rigtig glad for bare at hænge ud uden forventninger om noget fra nogen, hvis der opstår sult så er der nogen der henter mad er der nogen der keder sig laver vi noget andet, men sammen.
Se hvad du synes :-)
Og skriv gerne en kommentar, hvis du har en rigtig god måde at få set dine venner "på trods" af resten af dit liv.