Guf fra Danmarks læringsfestival (del 1)

I dag var jeg på Danmarks Læringsfestival i Bella Centeret (du kan måske huske at du læste lidt om det i indlægget her). Det var rigtig godt, selvom det ikke helt forløb som forventet...

Cleo var nemlig noget sløj her til morgen, så tog hende med på min planlagte tur ud og få ny inspiration. Derfor fik jeg ikke rigtig hørt så mange oplæg som planlagt, men ellers gik det ok at have ende med. Man skal jo kun gå ca 4 m før man blir tilbudt et nyt stykke messe-slik, så der var konstant (omend forholdsvis usund) underholdning.

Jeg hørte om festivallen sidste år, men først efter den var afholdt, så jeg har gået og holdt øje med hvornår den kom igen. Og jeg skal helt sikkert med igen næste år.

Læringsfestivallen, der arrangeret af Styrelsen for IT og læring og Center for Undervisningsmidler i Danmark, har et stort udstillerområde som er gratis og et program med flere gratis oplæg i løbet af dagene. Derudover er der et 2 dages konferenceprogram, som man skal betale for at deltage i.

Herunder har jeg samlet et lille udpluk af de ting jeg så i dag, som jeg synes var allerbedst.
God fornøjelse :)

For det første har jeg opdaget hvor mange forskellige systemer med digitale læsebøger der findes. Jeg må indrømme at jeg har glemt alle de forskellige navn, men bed mærke i fx Læsemaskinen, som havde rigtig mange små letlæsnings faktabøger med emner fra Daniel Agger over Mø til Ertebølletiden og Pandaer.

Hvis du læser med her (og måske især på Instagram), ved du nok godt at jeg er lidt af en sucker for en anderledes, sjov eller god børnebog. Og hos familieforlaget Lamberth, som jeg ikke kendte til før, fandt jeg flere både rigtig gode, sjove og anderledes bøger.
Vi kom hjem med:

  • Åh nej - en bog uden tekst, hvor hver anden side er gennemsigtig med en smule tryk, som ændre illustrationens fortælling markant og gør det oplagt at sige "Åh nej"
    Jeg tænker at jeg vil bruge bøgen som samtale starter, både til generel sprogstimulering og elicitation af spontantale.
  • Godt eller Skidt - om en kanin og en mus der er venner. Her er også meget lidt tekst. Der står faktisk kun enten "godt" eller "skidt" på hver side. Tænker den også vil være en god samtale starter og så vil den fungerer godt sammen med en betragting som vi har haft talt en del om; nemlig at der er noget godt ved alting og noget dårligt ved alting. Vi leger tid med at finde det dårlig og det gode ved noget. Det kan nemlig være rart at være vant til, når man en gang imellem bare synes alt ved en situation er noget lort.
  • Lidt af hvert - et format som der findes mange andre bøger med, hvert opslag er nemlig en samling af illustrationer og ord der alle tilhører en semantisk kategori. Men hvor rigtig mange andre bøger altid bruger de sammen overbegreber (typisk mad, dyr, farver, transportmidler...) så har kategorierne lige fået et lille twist i denne bog - Ex: Steder man kan opholde sig, Våde ting, Ting der bevæger sig og Om hvad og hvor man kan læse.
    Min plan er at bruge den til stimulering af ordforrådet (se mere om dette i indlægget her)
  • Alle har en bagside - super sjov bog, som også skal bruges som ordforrådsstimulerende samtalestarter, men for skolebørnene. Den handler om kroppen, både på mikro- og makroplan. Hvordan er kroppen forskellig, hvad er hvad hos hvem. Tegningerne er sjove og overraskende detaljerede og den er ikke bange for at gå i detaljer som andre bøger ofte skipper hen over.
  • Den fineste prinsesse - højtlæsningsbog til herhjemme, som passer perfekt ind i Cleo på 4 år som helt klart er inde i en fase hvor alt er lort og prut. I hendes børnehave har hun hørt nogen sige at prinsesser ikke prutter, det modbeviser denne bog klart og tydeligt (Bjørn der overhørte en af gennemlæsningerne blev nød til at sige "Ad" på et tidspunkt).
Derudover kiggede jeg også på deres Kig og snak om serie, med masser af mylderbilleder og ting man skal finde. Især den om Transport tænker jeg ville være et hit blandt mine småt talende drenge.
Samt den nye udgave af De første 100 ord, billedordbog opdelt efter emner og med en tilhørende ordliste (her), hvor du kan læse hvad ordene hedder på engelsk, albansk, arabisk, kinesisk, polsk, rumænsk, russisk, serbokroatisk, thai, tyrkisk eller vietnamesisk.

 
 
Hos forlaget Turbine fik vi et par bøger til 10 kr stykket (!?!) blandt andet:
Hos Akademisk forlag fik jeg en bog om Læseforståelse gennem strukturerede tekstsamtaler og hos forlaget Carlsen et lille mini PIXI-bibliotek, med 8 små Rasmus Klump historier samlet i 1 tyk PIXIbog (se mere om vores yndlings PIXIbøger i indlægget her) - helt gratis, blot ved at skrive mig op til deres nyhedsbrev.

Nu kigger jeg lige på uret og ser at jeg hellere må gå i seng.
Så jeg vil slutte dette indlæg her, og fortsætte med en del 2 i morgen, for jeg så mange flere interessante produkter, ideer, programmer, spil, materialer og koncepter.

Hvis du læser dette onsdag d.16/3, så kan du måske stadig lige når ud i Bella Centeret inden de lukke kl 17. Og hvis du ikke vil gå glip af Læringsfestivallen næste år, så tilmeld dig deres nyhedsbrev her.