AltanTomat?

Vi bor jo på 4.sal på Nørrebro, men sidste år fik vi altan og derfor har jeg i år tænkt lidt på hvordan jeg kunne gå lidt mere grøn og dyrke nogle flere planter på altanen sammen med børnene.
Og med planter mener jeg spiselige planter, må indrømme at jeg ikke er meget til blomster nemlig.

At plante noget, passe det, se det gro, høste og starte forfra er en super aktivitet at dele med børn.

Der er mange dele af processen, hvor de kan være med på lige fod med de voksne og de fleste synes med det samme det er rigtig sjovt.

Der er masser af indtryk, til flere sanser, som man kan tale om undervejs og det er lige netop ved denne type aktiviteter for eksempel nyt ordforråd lagres allerbedst.

Til min familie, skal det dog helst ikke være et projekt der er alt for krævende tidsmæssigt, for at være helt ærlig:-D Derfor skal det vi ender med meget gerne være selvvandende.

Jeg har set de her rigtig fine selvvandende super genbrugs køkkenplantekasser fra TagTomat, men der er ikke rigtig så meget plads på vores altan, så vi skal bruge al gulvplads til at sidde på hvis vi alle sammen skal kunne være der.

Derfor har jeg forsøgt at bestille TagTomats bog TagTomat - vejen til grønne fællesskaber i byen, på biblioteket for at få lidt mere inspiration. Men bogen var simpelthen for ny til den kunne bestilles. Så nu må vi se hvor lang tid det tager mig at finde et hul hvor jeg kan gå ud og købe den - det kan være at bibliotekerne overhaler mig, der er mange ting der skal gå op i en 3 børns familie med 2 fuldtidsarbejdende voksne (som jeg sagde forleden til den håndværker der forsøgte at finde et tidspunk hvor vi var hjemme og vi ikke var ved at spise, tage tøj på eller gå ud af døren).

Hvis du ikke kender til TagTomat, så kan du se lidt om firmaet her, fuldt af kærlighed til planter, fællesskab, genbrug, byen og optimering. Bedre blir det ikke i min bog.

Ville rigtig gerne ha noget der kan hænge vertikalt på væggen (men har også meget begrænset vægplads og vil helst undgå at skulle bore i væggen... hmm). Og ville helst have noget i en højde så vi ikke konstant skal stoppe Franka i at spise jord, samtidig med hun med en lille skammel eller noget gerne skal kunne røre ved det, uden at hun kommer så højt op at hun kan falde ud (argh! det er mange krav, bange for det ikke går op... måske skal jeg bare lige tænke lidt mere...).

Jeg skal nok lige lægge nogle billeder når jeg på et eller andet tidspunkt finder ud af noget smart.
Og læg rigtig gerne et link eller et billede i kommentarerne herunder hvis du har en god ide til mig!

http://www.tagtomat.dk/produkt/tagtomat-vejen-til-groenne-faellesskaber-i-byen/