Her er nogle billeder, som jeg synes er rigtig vilde!
De første 2 er fra Christian Berthelots billedserie 'CESAR'
med børn som er født ved kejsersnit og alle er under 20 sekunder gamle.
De er vilde og uhyggelige og smukke, og jeg synes næsten det er som om
man ser dem sådan som de ser ud inde i maven. Læs kort om tilblivelsen HER.
Helt nye mennesker er altså helt særlige.
Den internationale forening for fødselsfotografer IAPBP (der findes så mange ting i verden man ikke kender til), har en årlig konkurrence om det bedste billede.
Se en smagsprøve herunder og se flere på siden her med de sidste års konkurrence fotos HER.
Kroppen og verden er vild! (og hvis du står for at skulle føde, så få måske en fotograf med, det vil jeg helt sikkert overveje efter at ha set dem her)
Holdene er fordelt ud på forskellige aldersgrupper, se mere information om holdene HER.
Undervisningen foregår denne gang på Nørrebro og du kan læse meget mere og ikke mindst tilmelde dig på siden om holdundervisning HER.
Og skulle du komme på en skole, en børnehave, en sportshal, et bibliotek eller andet hvor du kunne tænke dig at hjælpe mig ved at hænge en flyver om min holdundervisning op. Så er du meget velkommen til at downloade og printe en flyver HER.
Nu skal du høre noget...
Da jeg var lille gik jeg til talepædagog på grund af udtalevanskeligheder.
I mange år svarede jeg: /mavias/ når nogen spurgte hvad jeg hed :-)
Så vidt jeg kan udlede fra anekdoter osv havde jeg især vanskeligheder med /ʁ/ og /s/+konsonant klynger. Jeg kan huske at ha være henne hos en talepædagog (på den skole hvor de stooore børn gik) i al fald 2 gange da jeg gik i indskolingen og ellers har det vist været på et niveau hvor talepædagogen kom en gang i mellem og tjekkede mig og mine forældre fik noget vejledning, men dette fortaber sig.
I følge historien kom /ʁ/ lyden pludselig bare "af sig selv" en dag, mens jeg sad og delte kort ud til et kortspil med mine forældre: "en, en, en, to, to, to, tre, tre, tre", hvorefter jeg stoppede bræt op og vi alle sammen kiggede på hinanden i chok. Og ikke længe herefter begyndte /ʁ/ at optræde i flere ord og mere og mer i spontantalen.
Jeg har en enkelt lydoptagelse, hvor jeg som ca 3½ årig sidder og freestyler i over en halv time, bare fordi min mor har stukket mig en mikrofon - der er vist ingen tvivl om at jeg altid har været glad for at tale :-D
I optagelsen synes jeg yderligere jeg hører en del upræcis/slap udtale og også til tider lidt tendens til fx deaspiration af /p/, glidning af /ð/ og denasaling af /n/ når jeg er helt spontan. Men klart mere distinkt udtale når jeg fx synger sange. Ja, jeg har altid sprunget over hvor gærdet er lavest.
Optagelsen varer en halv time, hvilket jo er lidt langt, så her får I lige en liste over de bedste dele:
0:53 hvor jeg er forholdsvis uforståelig
1:10 hvor det ikke lykkes mig mobilisere ordet "mikrofon"
1:35 hvor jeg taler om folk med /jɶŋgəð/ hud (læs: rynket hud) vs. almindelige mennesker
3:52 hvor jeg synger "åh Susanne" inkl ad libs
12:02 hvor jeg forsøger mig med ABC-sangen
24:04 hvor jeg siger rimet "I min mormors hus"...et rim hvor der er overraskende mange /ʁ/'er i
25:44 hvor jeg synger lidt af min selvopfundne yndlingssang "papir papir papir"
Børn med udtalevanskeligheder er i øget risiko for senere læsevanskeligheder.
Jeg har aldrig tænkt på mig selv som et menneske med læsevanskeligheder, men jeg har aldrig været særlig glad for at læse (se indlæg om læsere HER) og har altid undgået det hvis muligt ("hvis den bog ikke er lavet til en film er den nok ikke særlig god anyways"). I stedet for at læse lektier er jeg bare altid kommet til alle timer og stillet masser af spørgsmål. Jeg staver og konstruerer sætninger meget dårligere end jeg måske føler jeg burde (i forhold til min læseforståelse og ordforråds niveau osv) og en forholdsvis stor del af min familie har dysleksi og andre læsevanskeligheder.
Når jeg ser hvor hurtigt og nemt min mand (og næsten også min søn på 9 år) læser i forhold til mig og vi taler om hvordan det føles, er det tydeligt for mig at selve det at læse, ikke er noget han bruger nogle resurser
på. Når han læser føler han ikke at han gør "noget", han kigger bare og tager betydningen ind. Jeg føler helt klart at jeg gør noget når jeg læser, det er ikke noget jeg synes er svært, men det er "noget" jeg gør.
Da jeg læste audiologopædi på KUA krævede det virkelig meget arbejde for mig at lære at transskribere (jeg vil gerne bruge denne lejlighed til at takke Birgit Hutters for hendes toldmodighed :-)). Jeg kan huske mange samtaler hvor 2 eller flere lyde blev sammenlignet og diskuteret, hvor jeg ikke engang kunne høre forskel på dem. Det føltes som om, at jeg havde overordentligt svært ved at isolere de enkelte lyde, høre hvor den ene stoppede og den anden begyndte. Når jeg så endelig havde fundet en enkelt lyd frem, kunne jeg holde fast i lyden ved at gentage den for mig selv (holde den i det fonologiske loop), hvilket jo var fint lige indtil jeg fik brug for det fonologiske loop eller andre resurser til at sammenligne lyden med en anden lyd (hvor jeg jo igen først skulle finde ud af at isolere lyden) eller finde det rigtige IPA symbol. Så snart jeg stoppede med at gentage lyden for mig selv tabte jeg den og skulle starte forfra - det føltes forholdsvis Sisyfosk, men jeg ville lære at transkribere og heldigt for mig var min stædighed større end mine vanskeligheder.
Så når jeg forsøger at være objektiv (så meget som man nu engang kan være), kan jeg se at jeg sandsynligvis har en underliggende svaghed i det fonologiske system, som virker genetisk disponeret.
Men jeg kompenserer på andre måde, det var bare lige det jeg ville sige.
